HUDKLINIKKEN KALUNDBORG
HUDKLINIKKEN KALUNDBORG
Vorter
Hvad er vorter?
Vorter skyldes et virus, som kun smitter mennesker. Vorter vokser langsomt, og der kan gå flere måneder, fra man bliver smittet, til vorten viser sig på huden.
Hvordan smitter de?
Vorter smitter ved berøring af vorten. Hvis huden opblødes i vand, bliver den mere modtagelig for smitte. Man bør derfor ikke bade sammen med andre, hvis man har ubehandlede vorter. Brug en vortelak eller neglelak for at nedsætte smitterisikoen.
Hvordan bliver man af med vorterne?
Ubehandlede vorter vil forsvinde af sig selv, når kroppen udvikler immunitet over for det virus, der forårsager dem. Kroppen udvikler hurtigt immunitet over for influenzavirus, men med vortevirus tager det meget længere tid, og derfor har man ofte vorterne i mange år. Behandlingen afhænger af personens alder, vorternes antal, hvor på kroppen vorterne findes, og hvilke gener vorterne giver. Da vortebehandling ofte er langvarig og undertiden smertefuld, bør man især hos børn afveje ubehaget ved behandlingen over for det gode spontanforløb, hvor vorterne forsvinder af sig selv, når man har udviklet immunitet mod vortevirus. I løbet af 2 år vil 66 % af de ramte børn være helbredt, mens det tager mange år hos voksne.