top of page

HUDKLINIKKEN KALUNDBORG

Modermærker

Hvordan ser man forskel på godartede modermærker og modermærkekræft?

Læg mærke til asymmetri, uregelmæssige kanter, forskellige farver, store mærker og evt. nytilkomne forandringer. Modermærkekræft er ofte asymmetrisk i formen, og pletterne har ofte uregelmæssig kant og flere farver og er større end 6 mm i diameter.

Hvordan ser et almindeligt modermærke ud?
Et modermærke er en samling af pigmentceller i overhuden. Det er brunligt, og det kan have forskellig form og størrelse. I gennemsnit har et voksent menneske cirka 25 modermærker.

Modermærker kommer med alderen og ses forholdsvis sjældent hos små børn. Nogle få børn fødes dog med enkelte større modermærker.

 

Når et barn har et større, medfødt modermærke, bør det kontrolleres af en læge for eksempel en gang om året, da der er en vis (beskeden) risiko for udvikling af kræft i medfødte modermærker. Hvis der er mistanke om en ondartet udvikling i modermærket, skal det fjernes.

Hvordan ser modermærkekræft ud?
Det vigtigste tegn på modermærkekræft er, at modermærket forandrer sig.

Hvis et modermærke begynder at skifte farve, form eller størrelse, hvis det begynder at klø, eller der dannes sår i det, skal det undersøges af en læge. Der kan være tale om helt ufarlige ændringer, men der kan også være tale om begyndende modermærkekræft. Det er vigtigt at huske på, at jo før det behandles, desto større er chancerne for helbredelse.
 

Hvordan forebygges modermærkekræft? 

Overdreven solbadning er den mest nærliggende forklaring på, at man udvikler modermærkekræft. Jo lysere hud man er født med, desto større er risikoen for, at man påvirkes af solens skadelige stråler. Modermærkekræft ses derfor så godt som aldrig hos mennesker med meget mørk hud.
 

Modermærkekræft er en af de cancerformer, der øger mest i hyppighed. Vær forsigtig i sommersolen og undgå at blive rød og skoldet. Specielt småbørn skal beskyttes. Tøj på kroppen er både bedre og billigere end solbeskyttelsesmidler.

Godartet modermærke

Modermærke-kræft
(malignt melanom)

Er mærket symmetrisk i formen?

Er kanten jævn eller uregelmæssig?

Er farven ensartet, eller er der flere farver?

Er størrelsen under eller over 6 mm? *

* En størrelse på 6 mm i diameter svarer til enden af en almindelig blyant.

bottom of page