top of page

HUDKLINIKKEN KALUNDBORG

Hudkræft

Basalcellekræft
Basalcellekræft er den almindeligste form for hudkræft. Sygdommen opstår overvejende i de områder af huden, som ofte er udsat for sollys, f.eks. ansigtet. Basalcellekræft kan dog opstå overalt på huden. Denne kræfttype ses allerede i 20-30-årsalderen, men er hyppigst hos ældre mennesker. Basalcellekræft vokser i huden og i dybden, hvis den ikke bliver behandlet, men sygdommen spreder sig meget sjældent.

Hvad er årsagerne til basalcellekræft?
Basalcellekræft skyldes i langt overvejende grad, at huden udsættes for ultraviolette stråler fra sollys. Sygdommen forårsages først og fremmest af langvarig udsættelse for sollys, men også forbrændinger har betydning for udvikling af sygdommen. Basalcellekræft ses for det meste hos personer med lys hud. De fleste er ældre mennesker, som har haft udendørs arbejde eller har været udsat for store mængder sollys livet igennem.

Hvad er symptomerne på basalcellekræft?
Symptomerne på basalcellekræft kan være:
En lille, perlemorsglinsende knude.
Et lille sår, som ikke vil hele.
En rød, skællende plet.

Hvordan undersøger man for basalcellekræft?
Diagnosen stilles ved at undersøge patienten og i nogle tilfælde ved at tage en vævsprøve (biopsi) og undersøge den i mikroskop. Selv om risikoen for, at sygdommen har spredt sig, er lille, vil lægen altid undersøge området omkring knuden.

Hvordan behandler man basalcellekræft?
Basalcellekræft behandles umiddelbart efter, at diagnosen er stillet. Der er forskellige behandlingsmetoder. Ud fra typen af basalcellekræft og tykkelsen og placeringen af det angrebne område afgør man, hvilken behandling der er bedst.


Pladecellekræft
Pladecellekræft er den næst hyppigste form for hudkræft. Ligesom basalcellekræft opstår den på områder, som har været udsat for meget sollys, såsom ansigt, nakke og håndrygge. Pladecellekræft udvikler sig ofte på hud, der i forvejen er solskadet, og sygdommen viser sig oftest som en knude eller et sår, der ikke vil hele. I få tilfælde kan pladecellekræft i modsætning til basalcellekræft sprede sig til lymfeknuderne. Sygdommen kan derfor i sjældne tilfælde være en meget alvorlig sygdom, som er svær at behandle.
Hvis man får konstateret hudkræft på læberne, er der ofte tale om pladecellekræft. Kræft på læberne viser sig næsten altid som et sår, der ikke vil læges, og det sidder oftest på underlæben.

Hvad er årsagerne til pladecellekræft?
Pladecellekræft skyldes ligesom basalcellekræft i langt overvejende grad, at huden udsættes for ultraviolette stråler fra sollys. Også pladecellekræft skyldes hovedsagelig langvarig udsættelse for sollys, og sygdommen udvikles ofte i hud, hvor der i forvejen er forstadier til hudkræft. Hudkontakt med sod, tjære eller olieprodukter over en længere periode øger risikoen. Rygning har sandsynligvis også en betydning for udvikling af pladecellekræft på læberne.


Hvad er symptomerne på pladecellekræft?
Symptomerne på pladecellekræft er ofte en knude i huden med et sår, der ikke heler.

Hvordan undersøger man for pladecellekræft?
Diagnosen stilles ved at undersøge patientens hud og oftest ved at undersøge en vævsprøve i mikroskop (biopsi). Selv om risikoen for, at sygdommen har spredt sig, er lille, vil lægen altid undersøge området omkring knuden.

Hvordan behandler man pladecellekræft?
Behandlingen afhænger af placeringen og størrelsen af det angrebne område. Da pladecellekræft i sjældne tilfælde kan sprede sig til lymfeknuderne, er det vigtigt, at alle kræftcellerne fjernes.
Curettage (at skrabe knuden væk) er sjældent tilstrækkelig behandling ved pladecellekræft, så behandlingen er oftere operation eller strålebehandling.

 

Hvordan forebygger man hudkræft?
Den vigtigste årsag til udvikling af hudkræft er sollys. Forebyggelse af hudkræft går derfor ud på at undgå sollys.

Man bør undgå solen midt på dagen mellem kl. 12 og 15, hvor cirka halvdelen af den skadelige stråling fra solen kommer.

Skygge, tøj og hat giver den bedste beskyttelse mod solen.

Det er vigtigt at anvende solcreme, især hvor der ikke er mulighed for anden beskyttelse mod solen. Solcremen skal blokere både de lange og de korte ultraviolette stråler. Det skal altså være en solcreme, som indeholder både en UVA- og en UVB-blokker. Cremen skal desuden helst have et faktortal på mindst 15. Man skal bruge solcreme, fordi det er sandsynligt, at den beskytter mod basalcellekræft og pladecellekræft.

Solarielys bør undgås.

Halvdelen af den sol, vi får livet igennem, får vi i vores barndom. Det er derfor meget vigtigt at beskytte børn mod solens stråler.

Ventetid

Der er i øjeblikket op til 22 ugers ventetid

Telefon:

Fax:

 

Email:

59514900

69551392

 

sekr@hudklinikkenkalundborg.dk

​kl. 08.00 - 16.00
kl. 09.00 - 15.00
kl. 09.00 - 18.00
kl. 10.00 - 15.00
Lukket

mandag:

tirsdag:

onsdag:

torsdag:

fredag:

Telefontider:

Mandag til Torsdag: kl. 09.00-11.00

Fredag: Lukket

bottom of page